Jamen, hvor har i dog været!?

Idag har vi været på en fantastisk tur… en tur som gav en masse snakke mor og søn imellem, gode oplevelser til os begge, kostede 24 kr. og en medbragt spist madpakke.

“Jamen, hvor har i dog været henne!?”, tænker i nok… jo, det vil jeg med varme om hjertet fortælle jer gennem tekst og billeder.

Hjemme hos og er vi morgenmennesker og allerede kl. 7.30 havde vi fået en stor portion morgenmad, tøj på, leget med al legetøjet i stuen og pakket en tur taske med dertilhørende madpakke. Vi går friske ud af døren…

Jeg nyder at se min dreng bruge sin krop og energi på at afprøve og opleve verden, derfor får han lov til at gå og løbe så langt han kan inden trafikken bliver for farlig eller at han selv beder om at komme op i klapvognen for at hvile benene. Han er stadig kun 1 år og 11 måneder…

Da vi kommer ned for enden af bakken, er cykelstien væk og der er vej og fortov at vælge imellem. Vejen fører kun op til et hus, så der kommer meget sjældent biler. Min mand og jeg er blevet meget bevidste om at vi, nu hvor vores dreng kopierer alt hvad vi gør, går på fortovet, for han ved jo endnu ikke hvilke veje der kører mange biler på og hvilke veje der ikke kører biler på. Derfor er det så fint at han helt naturligt følge efter mig inde på fortovet… og da denne fantastiske mulighed med at hoppe i vandpyt opstår, får han tid og ro til at lege.

Efter et par hop, er han klar til at gå videre igen. Han går selv hen på siden af klapvognen og beder om at komme op, det får han lov til og vi triller videre.

Når vi går afsted på tur langs med vejen, hvilket vi gør hver dag, enten på tur eller for at koble fra efter en lang dag på arbejde og i vuggestue, snakker vi om alt det vi ser. Biler, farver på bilerne, huse, fugle, himlen, månen, mennesker, bump på vejen osv. Ved at jeg sætter ord på for ham, lytter til ham, giver ham tid til at snakke og gentager de ord han siger i en hel sætning, får han stimuleret sproget, BIG TIME! og det kan mærkes… han snakker som et vandfald og har et kæmpe ordforråd.

Vi er nu i den situation at vi møder en forhindring på vores fortov… Det fortæller jeg ham om: “Der ligger en stor bunke sand. Der er nogle som er ved at få renoveret deres hus. Så må vi udenom. Nu skal vi kigge os godt for om der kommer nogle cykler!” og så hjælper han med at kigge tilbage og frem om der kommer cykler, så vi for en kort stund kan gå ud på cykelstien.

og vores tur fortsætter så fint…

Nu møder vi nogle nye skilte og “tegninger” på vejen, som vi kalder dem. Det var faktisk min dreng som gjorde mig opmærksom på tegningerne på vejen en dag da han pludselig pegede ned og sagde “mand!”… Vi er gået over manden hundredevis af gange og sommetider bliver man lidt blind for det man altid ser. Det er nok hjernen som sorterer fra. Men, heldigvis oplever jeg verden på ny gennem min lille dreng og jeg siger: “ja, der er tegnet en mand, det er fordi man må gå her (peger), og cykle der (peger)!” Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at min dreng kan opføre sig pænt i trafikken og hverken kommer til at gøre skade på sig selv eller andre. Derfor snakker vi også om trafikregler nu.

Nu er vi kommet frem til en af de store højdepunkter på vores tur… tur med s-tog! “Jamen det kan da ikke være så spændende!?” Åhh. jo! Når man er en vi-kører-altid-i-bil-familie, så er det spændende at kører med s-tog, for både mor og barn, og det er sprængtfyldt med læring!

Først skulle vi vente på at s-toget kom. Det at kunne vente er en vigtig egenskab at have. Men, når man kan blive underholdt af busserne imens man venter flyver ventetiden jo afsted. Vi talte busserne (1-2-3-), snakkede om deres farve (gul, sorte hjul og blå stribe bagpå) og kiggede spændt på imens de kom til og fra stationen (hej og farvel bus).

og så kom vores s-tog…. billedet taler for sig selv. Jeg lod min søn få lov til at opleve, grine og observere uden for mange ord.

Efter en lille kort køretur med s-toget stod vi af. Min dreng hjalp mig med at tjekke rejsekortet ud. Alt der lyser og siger bip, er han stor fan af…

Vores lille tur gik videre til et bibliotek som lå meget tæt ved. Vi hyggede og legede på biblioteket. Der var stille. Vi var de eneste gæster på biblioteket denne lørdag morgen. Det var hyggeligt og der var god plads til at vi kunne udforske, lege og gøre det som min dreng synes var aller sjovest… at gå på trapper!

Efter en times tid med leg og boglæsning vendte vi næsen hjemad… Min dreng fik sin madpakke og vi fandt s-tog og fortovet hjemad igen. Jeg lod kameraet blive langt nede i tasken på hjemturen, så vi bare kunne snakke og fordøje vores formiddagstur sammen.

Jeg vil vove at påstå, at denne tur har bragt utrolig meget læring til min dreng, forståelse for omverden, sprogstimulering, motorisk udvikling og fyldt vores begge hjerter op med endnu en dejlig oplevelse sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.